Mor og datter
En pige fra 9. klasse er i konflikt med sin mor. Pigen reagerer voldsomt i skolen; kaster med stole, bliver væk og kommer hele timer for sent. Mægleren taler med pigen, der viser sig at være meget ulykkelig og fortæller, at hun ikke må noget derhjemme, og at de råber af hinanden. Mægleren kontakter moren og aftaler en mægling mellem mor og datter. Dagen før aftalen ringer mægleren til parterne for at konfirmere, at mæglingen skal finde sted. Parterne siger, at de har fundet ud af det og er blevet gode venner. Mægler holder stadig fast i aftalen.
Til mæglingen fortæller pigen først om, hvorfor hun er ulykkelig. Det handler om hjemkomsttidspunkter, penge, og at moren råber af hende. Moren siger: "Hun gør ikke, som jeg siger". De bliver enige om forskellige aftaler, blandt andet at de skal kontakte mægleren, hvis det går galt igen. Ifølge mægleren har begge parter det godt, da de går fra mæglingen.
Slåskamp
Igennem flere år er to drenge i konflikt adskillige gange. En gang er der slåskamp, og på baggrund af denne episode bortvises A fra skolen. A opsøger B i lokalsamfundet og slår ham ned, og B kommer på hospitalet. Bs mor kontakter både socialudvalget, socialdirektøren og chefen for børnesektoren, fordi hun er frustreret over, at hendes søn ikke kan færdes frit i området. Den lokale SSP-konsulent, der også er tovholder for mæglerne i kommunen, taler over flere omgange med moderen. I starten er moderen meget afvisende over for mægling, men til sidst accepterer hun.
Ved mæglingen laver drengene en aftale om, at de godt kan mødes i lokalsamfundet. Første gang skulle de hilse på hinanden, og derefter kunne de måske snakke sammen. Derudover lover A at fortælle sin gruppe, at sagen er løst, og at de ikke skal gøre noget mod B.
Før mæglingen blev SSP-konsulenten ofte kontaktet omkring A, der løbende lavede ballade. Efter mæglingen har der ikke været problemer med A.