Rejser
Tag med til ungefestival i Nittedal, Norge og få en oplevelse for livet Kan du lide at rejse og møde nye mennesker? Har du lyst til at prøve kræfter med fede og anderledes sportsgrene sammen med andre jævnaldrende fra Sverige, Norge og Finland? Så kom med til idrætsfestival for unge mellem 13-16 år i Nittedal fra den 7.-10. marts 2024.
Tag med til ungefestival i Nittedal, Norge og få en oplevelse for livet
Kan du lide at rejse og møde nye mennesker? Har du lyst til at prøve kræfter med fede og anderledes sportsgrene sammen med andre jævnaldrende fra Sverige, Norge og Finland?
Så kom med til idrætsfestival for unge mellem 13-16 år i Nittedal fra den 7.-10. marts 2024.
Fredensborg Kommunes venskabsby Nittedal arrangerer i foråret en 4 dages ungefestival, hvor unge fra kommunens nordiske venskabsbyer mødes og lærer hinanden at kende gennem masser af sjove idrætsaktiviteter, fest og socialt samvær.
Du behøver ikke have nogen erfaring med at dyrke idræt – bare du har lyst til at deltage med masser af godt humør og lyst til at møde unge mennesker fra resten af Skandinavien. På turen kan du bl.a. prøve aktiviteter som parallel-slalom på ski, snesko-stafet, kælkning, hockey, basket, fodbold og svømning.
Der er 25 pladser på rejsen, og det eneste, du skal betale for, er mad på selve rejsen frem og tilbage fra Nittedal og lommepenge til eget forbrug. Venskabsbyforum i Fredensborg Kommune betaler deltagergebyret på 1.000 norske kroner og turen frem og tilbage.
Vi skal bo på et idrætscenter i Nittedal, ligesom der er sørget for fuld forplejning gennem opholdet og mulighed for at låne udstyr til at deltage i de forskellige sportsgrene.
Inden afrejse mødes deltagerne til et socialt arrangement for at lære hinanden at kende. Med på rejsen er fritidsvejledere og pædagogisk personale fra Fredensborg Kommune.
Alle deltagerne har de nordiske sprog til fælles, men regn også med, at du kommer til at tale engelsk med de andre unge.
VIGTIGE INFORMATIONER:
Vi skal have din bindende tilmelding senest den 12. januar 2024.
Når du ansøger om plads på turen, skal du udfylde tilmeldingsblanketten og sende os en kort motiveret ansøgning på kultur@fredensborg.dk, hvor du svarer på:
Hvorfor vil du gerne deltage?
Hvad tror du, at du kan få ud af at møde unge fra andre lande?
Hvad mener du, at du kan give til den gruppe, der er afsted?
Du får svar på, om du har fået en plads på holdet senest den 19. januar.
Vi afholder informationsmøde for unge og forældre tirsdag d. 6. februar kl. 17-18, på Rådhuset, Egevangen 3b. Kokkedal.
Husk at du skal have et gyldigt pas, gyldigt blåt sygesikringsbevis og have tegnet en rejseforsikring der indbefatter skiløb til turen. En kopi af pas, sygesikring og forsikring bedes medbragt på informationsmødet før afrejse.
Derudover skal du medbringe sovepose og liggeunderlag, varmt tøj til udendørs aktiviteter i sneen, træningstøj og sko til indendørs brug, festtøj, toiletsager, evt. medicin, en madpakke til rejsen og lommepenge.
Hvad er en venskabsby?
Fredensborg Kommune har 6 venskabsbyer, og Nittedal, der ligger tæt på Oslo, er én af dem. Ved at deltage i aktiviteter i venskabsbyerne kan du møde folk fra andre lande og få unikke personlige oplevelser og et spændende indblik i andres liv, deres hverdag, traditioner og kulturer.
Fakta om Nittedal:
Nittedal Kommune ligger ca. 25 km nordøst for Oslo.
De 21.000 indbyggere i kommunen er koncentreret i byerne Nittedal, Hakadal og Rotnes. Kommunens areal er 186 km².
Kommunen er omgivet af skov, mod sydvest Nordmarka og mod nordøst Romeriksåsene, hvor der er rig mulighed for trave-, fiske-, ski- og kanoture. I Nittedal har du naturen lige ved hånden og et vidtstrakt stisystem opfordrer til vandring året rundt, en del stier er belyste.
I vinterperioden er der utallige muligheder for at stå på ski på langrendsløjper overalt i kommunen. I forbindelse med løjperne er der skihytter, hvor man kan varme sig og købe mad og drikke. Hytterne drives normalt af kommunens idrætsforeninger.
I kommunen findes desuden Varingskollen Alpincenter, som ligger ved Hakedal. Kommunen har et meget aktivt idræts- og kulturliv, og Nittedal har fostret verdensmestre i både skiløb og orienteringsløb.
Venskabsbysamarbejdet med Nittedal blev etableret i 1980. Nittedal Kommune indgår i den specielle venskabsbykæde, der er mellem Fredensborg, Nittedal og Håbo (Sverige) og Ingå (Finland).
Flere skoler og institutioner i Fredensborg Kommune har faste samarbejder med skoler i Nittedal og afholder fx lejrskoler, hvor klasser besøger og bor hos hinanden.
Der er afrejse fra Fredensborg meget tidlig torsdag morgen og hjemkomst søndag aften.
Se det foreløbige program herunder. Så kan du også øve dig på at læse norsk ;-)
Vennskapskommunefestival i Nittedal 2024 – foreløpig programskisse (med forbehold om endringer)
Torsdag 7. mars
Ettermiddag Ankomst gjester fra vennskapskommunene
Kl. 17.00 Velkomst og innkvartering i Elvetangenhallen
Kl. 18.00 – 21.00 Friaktivitet og kveldsmat
Fredag 8. mars
Kl. 07.30 – 09.00 Frokost
Kl. 10.00 – 12.00 Aktiviteter i Varingskollen
Kl. 12.00 Lunsj i Varingskollen
Kl. 13.00 – 16.00 Aktiviteter i Varingskollen
Kl. 17.30 Middag i Elvetangen skole
Kl. 19.00 Disko og aktiviteter i Hakadalshallen
Kl. 21.00 Kveldsmat
Lørdag 9. mars
Kl. 07.30 – 09.00 Frokost
Kl. 09.00 – 12.00 Aktiviteter i Hakadalshallen og Elvetangenbadet
Kl. 12.00 Lunsj i Elvetangen skole
Kl. 13.00 – 17.00 Aktiviteter i Hakadalshallen og Elvetangenbadet
Kl. 18.00 Middag i Elvetangen skole
Kl. 19.00 Friaktivitet i Hakadalshallen
Kl. 21.00 Kveldsmat
Søndag 10. mars
Kl. 07.30 – 09.00 Frokost
Kl. 09.00 Pakking/takk for nå
Kl. 10.00 Avreise/avskje